|
TV-serien ”Slavernes Slægt” er en stort
anlagt og fascinerende dokumentar-serie, der fortæller
om efterkommere af især danske slaver.
Serien er produceret af journalist Alex Frank Larsen og Medialex
Film & TV i co-produktion med DR TV. Den sendes første
gang fire søndage i januar 2005 på DR-2. Serien
følger enkeltpersoner og familier i Danmark, Sverige
og Island, mens de graver efter deres rødder i offentlige
og private arkiver. En del efterkommere rejser bl.a. til Vestindien,
hvor de møder nulevende slægtninge, som de aldrig
har kendt til før. Undertiden går rejsen også
den modsatte vej – hvor efterkommere fra USA møder
slægtninge i Norden.
TV-serien viser en række af de steder i Danmark, som
historisk er forbundet med slavetiden.
Den giver også eksempler på nye muligheder for
at spore slavernes glemte historier, som er opstået
i de senere år, hvor Danmark internationalt set har
enestående muligheder.
Serien er en levende illustration af, at slavetiden har dybtgående
og stadig højaktuelle påvirkninger på det
moderne samfund – også selvom historien om slaverne
gennem århundreder er blevet fejet ind under det nationale
gulvtæppe.
Har du kommentarer eller spørgsmål er du velkommen
til at kontakte os på: post@slaver.dk
|